• Overprisen for at forsikre elbiler bliver mindre og mindre

    Source: BDK Finans / 05 Jun 2025 00:45:10   America/Los_Angeles

    Ejere af elbiler kan glæde sig over, at det er billigere at fylde el end benzin på bilen. Derimod er andre regninger på elbiler større. Det har kostet op til små 40 procent mere at forsikre elbiler end biler med benzin- og dieselmotorer. Men nu lysner det for de elektriske bilister. Prisforskellen bliver markant mindre. Det viser flere millioner tilbud om bilforsikringer fra 21 forsikringsselskaber siden 2022 gennem prisportalen Samlino. Tendensen er klar. Også selv om der er udsving over en årrække. I begyndelsen af 2022 var prisforskellen 39 procent. Ifølge tilbuddene i første kvartal i år koster det nu kun 11 procent mere i gennemsnit at forsikre en elbil. Der er dog stadig gode grunde til, at forsikringsselskaberne vil have mere for at forsikre elbiler. Bilister vænner sig til elbiler Samlinos data viser nemlig også, at elbiler oftere end fossilbiler ender med en skade, der udløser en forsikringssag. Men her er forskellen mellem biltyperne også blevet klart mindre det seneste år. »Det tyder på, at flere elbilister er ved at vænne sig til bilernes særlige køreegenskaber og teknologi,« mener Christian Blondeau, kommerciel direktør hos Samlino.dk. Elbiler har typisk en hurtigere acceleration end fossilbiler, hvilket kan overrumple føreren og give flere skader. Dertil kommer, at elbiler typisk er teknologisk avancerede, hvilket kan udløse højere udgifter til reparationer efter skader. Det slår også igennem i uventet voldsomme regninger, når elbiler skal på værksted. Justerer vurdering af risiko Men flere erfarne elbilister på vejene er med til at udjævne antallet af skader på tværs af drivmidler, mener Christian Blondeau. Han vurderer også, at der sker en modning af markedet i takt med den voksende udbredelse af elbiler. Det betyder med andre ord, at forsikringsselskaberne justerer deres risikovurdering, hvilket kan ses i priserne på forsikringerne, der nærmer sig forsikringerne på fossilbiler. Typisk får en bruger af Samlinos prissammenligning mellem 12 og 14 tilbud om bilforsikring afhængigt af alder, biltype og tidligere skader. Samlinos system henter tilbud fra 21 selskaber, herunder Tryg, Gjensidige, FDM, GF Forsikring, Lærerstanden, Top Danmark, Alm. Brand og en række mindre selskaber. Datagrundlaget er samlet set 20,4 millioner præmieberegninger fra 1. kvartal 2022 til 1. kvartal 2025. https://www.berlingske.dk/dine-penge/overprisen-for-at-forsikre-elbiler-bliver-mindre-og-mindre
Share on,